Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
  • Børn fortjener en familie

I Honduras og Nicaragua vokser alt for mange børn op i ustabile familier. Børnenes hverdag er præget af fattigdom, vold, stoffer og svigt, som efterlader dem uden håb og tro på fremtiden.

1 ud af 5 børn vokser op i ekstrem fattigdom. Høj arbejdsløshed og manglende økonomiske muligheder tvinger mange forældre på flugt mod et bedre liv i USA eller Costa Rica. For mange andre bliver stoffer, vold og overgreb en del af hverdagen. Faktisk oplever 60% af familier fysisk eller psykisk vold i hjemmet. De fleste ofre er kvinder eller børn. Og når det kommer til teenagegraviditet er Nicaragua og Honduras højt på listen over lande i Latinamerika.

I Viva tager vi kampen op og arbejder for at give børn den trygge opvækst, de fortjener. Det gør vi ved at hjælpe sårbare familier og arbejder for at gøre ustabile familier robuste og i stand til at klare udfordringer på trods af fattigdom. For alle børn fortjener en god familie.

Mød 12-årige Javier

Det var hårdt for familien, når min far tog stoffer

Javier er tydeligt mærket, når han fortæller om sin barndom. Så længe han kan huske, har hans far, Wilmer, nemlig levet et liv på stoffer. Et liv, som ikke kun på haft store konsekvenser for Wilmer, men for hele familien. Wilmer var ofte forsvundet i dagevis, og de få penge som Wilmer tjente, blev brugt på stoffer i stedet for mad til familien. Det betød, at Javier i en tidlig alder skulle bære et stort ansvar. Han blev hurtigt manden i huset for sine mindre søskende og måtte stå med ansvaret, når moderen var nødsaget til at finde måder at skaffe penge, så de kunne få mad på bordet.

Stoffer er et udbredt problem i Nicaragua og Honduras. Ofte ender mange på stoffer ud af desperation på grund af den udbredte fattigdom og manglende jobmuligheder. I Viva hjælper vi familier som Javiers. Wilmer har fået hjælp, så han i dag er stoffri. Han er også med i en mandegrupper, der mødes og snakker om, hvordan de bliver bedre ægtemænd og fædre. Javier går i dag i 5. klasse og får gode karakterer. Han er med i en ungdomsgruppe i den lokale kirke, hvor han hjælper andre børn med lektier og laver aktiviteter med dem. Og så drømmer han om at blive politimand, så han kan hjælpe andre i sin landsby.

I dag er Javier en glad og smilende dreng, og han har endelig fået sin far igen.

Støt Vivas arbejde

Giv børn en tryg opvækst

Viva arbejder for at gøre skrøbelige familier robuste, så de udsatte børn kan få en tryg opvækst og et håb for fremtiden.

Mød 15-årige Eric

Jeg troede ikke, at jeg havde en mor

Så længe Eric husker, har hans liv været på børnehjemmet ”Por Los Ninos” i Honduras. Han var blot fem år gammel, da myndighederne fjernede ham fra et hjem med en voldelig bedstefar. Erics mor havde fået Eric som 15-årig og den voldelige bedstefar havde tvunget hende til at efterlade sin familie og Eric.

At vokse op uden en familie og gå med følelsen af ikke at høre til nogen steder var hårdt for Eric. Han havde svært ved at koncentrere sig i skolen og havde ikke lyst til at være sammen med de andre børn. Og selv om Eric havde et godt liv på børnehjemmet og fik hjælp af psykologer, var savnet af en familie stort.

Men det ændrede sig, da børnehjemmet, med hjælp fra Viva, forsøgte at finde Erics mor gennem lokale radioannoncer. Noget overraskende fandt de frem til moderen, som ikke havde vidst, hvad der var sket med Eric. Langsomt begyndte en lang proces med at få genforenet mor og søn og få skabt en stærk relation.

Eric er nu flyttet hjem til sin mor i en lille landsby. Han har fået en god stedfar og har også to mindre søskende, som han elsker. Til dagligt hjælper han med at passe grise og i weekenderne går han i skole for at få en uddannelse. For Eric har det at få sin familie igen gjort, at han nu har en grund til at smile!

Mød 18-årige Mildred

Når børn får børn

Mildred er ved at putte hendes søn, Enrique, på 2 måneder. Hun er tydeligt bekymret for, hvad fremtiden vil bringe. Det var ikke lige sådan, at Mildred havde forestillet sig sit liv forme sig. Hun var faktisk meget påpasselig. Men alligevel gik det galt, da hun som blot 17-årig opdagede, at hun var gravid. Nu, 11 måneder senere, på hendes 18 års fødselsdag er hendes liv forandret for altid.

Den lille familie kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Faderen sælger slushice i en nærliggende by for at skaffe penge nok til mad, bleer og andet de behøver til lille Enrique. Men det er svært at få det hele til at gå op. Mildred er lige begyndt i skole igen hver lørdag. Hun kæmper for at få gjort sin skole færdig, men det er svært, når man tænker på sin lille søn derhjemme. Hendes drøm om at læse videre på universitetet og blive lærer lever stadig, men hun er usikker på om det vil lykkes.

Teenagegraviditet er et stort problem i Nicaragua og Honduras. I Nicaragua får én ud af fire piger børn, inden de fylder 18 år. Ofte skyldes de tidlige graviditeter uvidenhed, mangel på arbejde og fremtidsmuligheder. Viva arbejder for at støtte sårbare familier og sikre at, også unge mødre, kan skabe de bedste rammer for deres børn. Det betyder, at vi sammen med den lokale kirke motiverer de unge piger til at fortsætte deres skolegang og hjælper dem med at finde løsninger på de udfordringer de møder i deres kamp for at få en uddannelse.