Honduras er et land præget af bandekriminalitet og fattigdom. Vold og korruption er en stor del af dagligdagen for mange. Den megen vold efterlader børn uden forældre eller tvinger familier ud på en farefuld rejse, i håbet om et bedre liv i USA.
En gruppe unge, støttet af Viva, kæmper for at skabe et bedre samfund for dem selv og de kommende generationer. De har valgt at tage kampen op mod et samfund præget af vold og fattigdom. Men at skabe forandring indefra er en stor udfordring. Specielt når tilliden til det samfund de lever i er helt i bund, bliver tanken om at søge mod USA ofte den eneste udvej for at skabe sig en fremtid.