Få et indblik i hvilke tanker der går gennem hovedet på 14-årige Luis, da han får muligheden for at blive genforenet med sin familie. Navnet Luis er opdigtet, men beretningen er fortalt med hans ord.
Jeg hedder Luis og er 14 år gammel. Jeg har boet på børnehjem siden, jeg var 5 år gammel. Jeg blev afleveret på børnehjemmet d. 10. februar 2010, og siden da har jeg kun modtaget ét besøg. Det var af min moster.
Mens jeg voksede op, oplevede jeg, hvordan de andre børn på børnehjemmet fik besøg af deres familier. Jeg følte mig modløs, og at alt var trist. Jeg udtrykte ofte, at livet var kedeligt. Jeg gad ikke være sammen med de andre børn, og det interesserede mig ikke at gå i skole. På børnehjemmet begyndte jeg at stå op om natten og liste ud i køkkenet og spise uden at have fået lov.
Jeg opførte mig dårligt. I flere tilfælde stjal jeg ting fra de andre. Egentlig var jeg bange, for ofte når jeg havde taget noget, fortrød jeg bagefter, når det var for sent. Så er man nødt til at sige undskyld til de mennesker, man har gjort ondt og bede om Guds forladelse. I slutningen af 2017 begyndte jeg at få hjælp fra en psykolog, hvilket lidt efter lidt hjalp mig til at få det bedre.
Nogle gange spurgte jeg dem, som passer mig på børnehjemmet, om de kunne adoptere mig, så jeg kunne blive en del af en familie.
I 2018 fik jeg at vide, at man havde fået kontakt til min biologiske mor. Først kunne jeg ikke tro det.. Jeg blev forvirret, og jeg ville ikke vide af hende. Min beslutning blev respekteret, men jeg fortalte det til min omsorgsperson på børnehjemmet, og på det tidspunkt var jeg allerede faldet til ro og kunne sige: ”jeg har en familie”. Derefter begyndte jeg at spørge mig selv om, hvordan mon min mor er? Har jeg søskende? Hvor længe har min mor søgt efter mig? Jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville vide mere om min mor.
Jeg fik at vide, at min mor havde besøgt børnehjemmet, og at hun havde fortalt, hun ønskede, at jeg skulle bo sammen med hende. Men jeg følte mig endnu ikke parat til at møde hende. Efter noget tid blev jeg nysgerrig og ville gerne vide mere om min familie, og jeg fik lov til at se et foto. Jeg var meget lykkelig for at se dem og besluttede mig for at skrive et brev. Det var svært, for jeg havde ikke ord og ville gerne stille dem en masse spørgsmål og fortælle dem, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Det var spændende at modtage deres svar på mit brev. Hverdagen blev anderledes og spændende efter, jeg fik kontakt til min familie.
Den første gang, vi talte i telefon, var jeg meget nervøs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men jeg blev glad for at høre min mors stemme og lykkelig, da hun sagde, at hun elskede mig, og at hun var glad for at møde mig. Derefter tænkte jeg hver dag mere og mere på min familie og ønskede at lære dem bedre at kende. Da de endelig kom på børnehjemmet, var jeg meget lykkelig. Jeg mødte min søster på 13 år, min lillebror på 3 og min mor. Jeg havde en medarbejder fra børnehjemmet med til at hjælpe mig, så jeg kunne få stillet min mor nogle vigtige spørgsmål. Jeg havde forberedt lidt snacks, som jeg kunne servere for min familie, og de havde frugt med, som de delte med mig. Da besøget var slut, var jeg meget lykkelig og tilfreds.
Noget tid senere ringede min mor til mig for at høre, hvordan jeg havde det. På et tidspunkt tager psykologen og en socialrådgiver fra myndighederne mig med på et besøg hos min mor. Der mødte jeg min stedfar, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg blev meget glad, da han spurgte min mor, om hun gerne ville have, at jeg skulle flytte sammen med dem. Hendes svar var et kæmpe stort JA.
Jeg kan inderligt sige, at min drøm er blevet til virkelighed. Da alle papirer og juridiske dokumenter mellem myndighederne, børnehjemmet og min mor var faldet på plads, kunne jeg endelig flytte hjem til min mor. Nu synes jeg ikke længere, at livet et kedeligt og trist.