Det frivillige netværk er en vigtig del af vores DNA, og vi er taknemmelige for, at så mange har lyst til at være en del af arbejdsfællesskabet. Arbejdsopgaverne spænder bredt, men det overordnede fokus er generel oplysning om børn og unges vilkår samt indsamling af økonomiske midler. Få en fornemmelse af de forskellige teams ved at læse med her!
Er du passioneret omkring digitale rettigheder og ønsker at gøre en forskel? Vil du være en del af et internationalt samarbejde og bidrage til at oplyse og beskytte unge i den digitale verden?
Global Youth Platform er et spændende initiativ, der samler unge fra forskellige lande for at skabe opmærksomhed omkring digitale krænkelser og lære at navigere sikkert online. I samarbejde med engagerede unge fra Zimbabwe, Honduras og Filippinerne skaber vi kampagner og projekter, der har til formål at informere og beskytte vores medborgere.
Skriv til os på info@viva.dk, for at høre mere.
Kan du brygge kaffe, klare en opvask og smile under arbejdet? Så kan du blive frivillig i vores serveringsteam ”Viva Impact Kitchen”. Teamet tager rundt til fester i Danmark og agerer frivilligt serveringspersonale, mens værterne opmuntres til at give et økonomisk bidrag til Vivas arbejde. Du bliver en del af et fantastisk team, som brænder for at bidrage til en mere retfærdig verden. Du forpligter dig ikke til et bestemt antal serveringer, men bliver en del af en Facebook-gruppe, hvor der løbende kommer serveringsopgaver, som man kan melde sig på, hvis man har tid og lyst. Man kan altid invitere sin studiekammerat, søster eller nabo med ud og servere.
Kig eventuelt ind forbi TV2, som har lavet et indslag om konceptet:
Rekrutteringsteamet tager plakater, videomateriale og slik under armen og deltager på forskellige lejre og ved arrangementer, hvor hovedformålet er at få snakket med en masse unge mennesker og fortælle dem om muligheden for at rejse ud som volontør. Vores volontørprogram er en vigtig del af vores arbejde, så det vil være en stor hjælp for os, hvis du har lyst til at være en del af teamet.
Kan du lide at snakke med andre mennesker, og vil du være med til at udføre en opgave, der ikke kræver mange timer, men som alligevel gør en kæmpe forskel for udsatte børn og unge ude i verden? Så er vores phoner-team noget for dig. Vi mødes en gang om måneden på kontoret i Aarhus og bruger nogle timer på at ringe rundt til folk, der kender Vivas arbejde og spørger, om de kunne have lyst til at støtte økonomisk.
Det giver altid anledning til en god snak om Vivas arbejde for at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge, og at man som giver kan være med til at hjælpe. Der er altid højt humør og lækre snacks, når vi mødes.
Vi samler penge ind til Viva på mange forskellige måder, og du kan være med i indsamlingen ved at være med til at arrangere fodboldturneringer, løb, festmiddage, koncerter og lignende. Vi har brug for folk, der har sans for at koordinere, lave reklamemateriale, give en hånd med praktiske opgaver og alt derimellem. Med andre ord: Vi kan bruge dig, der har lyst til at samle penge ind til Vivas arbejde igennem events.
Har du været ude og rejse med os, og har du lyst til at dele din læring og oplevelser med andre? Så vil vi gerne invitere dig til at være en del af foredragsteamet. Her udvikler vi materiale til brug ved foredrag og øver os i at blive gode formidlere, så vi er klar til at tage ud, når der kommer forespørgsler fra foreninger, kirker og skoler.
Har du verdens bedste idé til en ny måde, Viva kan blive mere kendt på? Eller går du med tanker om, hvordan vi kan optimere vores måde at samle penge ind på? Så vil vi selvfølgelig gerne høre fra dig! Vi er altid med på at prøve noget nyt.
Bliv opdateret om vores arbejde en gang om måneden.
Når du tilmelder dig, accepterer du Vivas persondatapolitik.